Bag Vaarhus Ceramics, eller blot Vårhus, står Julie Britt Frandsen, 34 år, cand.mag. fra Aarhus Universitet.

Produkterne er håndlavede efter traditionelle metoder og hver enkelt ting har været i hænderne 6-10 gange, før den står færdig. Processen kræver stor fordybelse, ro og koncentration.

Livets højtider og årstidernes skiften fylder meget i mit arbejde, hvilket også afspejles i navnet Vårhus. ‘Vår-hus’ er et begreb, der opstod i den måde jeg, min mand og vores to drenge levede i vores kolonihave. Foråret blev hvert år vores befrier fra den trange bylejlighed og det lille kolonihavehus blev vores første rigtige hjem – vores elskede forårshus. Her var ikke noget fjernsyn, man blev vækket og gik i seng til fuglekvidr, alt spirrede og udviklede sig, hverdagen foregik i et langsommere tempo og fordi vi selv havde bygget huset fra bunden, oplevede vi en helt ny måde at værdsætte de detaljer, der omgav os. Denne fantastiske følelse af nærvær, ro og fokus på skønheden i det simple, håber jeg, at kunne give videre til andre, både gennem mine produkter og via mine kurser.

Venligst Julie